Søren Kjær er selverklæret serie-entreprenør. Og racerkører. Og designer. Den 35-årige dansker er samtidig hjernen bag et møbel, som udlandet går bananas over. Kundelisten tæller bl.a. Nike. Der er tale om et skrivebord. Ved navn »Milk«. M/S har mødt et multimenneske i New York. Foto: Erik Refner
Søren Kjær er selverklæret serie-entreprenør. Og racerkører. Og designer. Den 35-årige dansker er samtidig hjernen bag et møbel, som udlandet går bananas over. Kundelisten tæller bl.a. Nike. Der er tale om et skrivebord. Ved n
NEW YORK: Suiten ligger i tre etager på toppen af det brandvarme Hotel on Rivington. Her har Julia Roberts engang overnattet, og man kan ikke lade være med at spekulere på, om hun næste morgen trissede op på tagterrassen, smed nattøjet og tog et brusebad under åben himmel.
I så fald ville Søren Kjær og jeg gerne have siddet, hvor vi sidder nu. I et stiligt lounge-hjørne på terrassen med udsigt til dels bruseren, dels Manhattans skyline – lige fra skyskraberne rundt om Central Park ned over Empire State og Wall Street og helt ned til Battery Park. Selv uden »Pretty Woman« er det en udsigt, der er svær at tage blikket væk fra.
Aftenen er ved at falde på. Solens sidste stråler bombarderer højhusene og himlen imellem dem med knivskarpe farver i røde og orange nuancer. Nede fra gaden i det travle bohemekvarter, East Village, sniger lyde af dyttende biler sig 23 etager op til os, og en efterårsbrise, der som snakken skrider frem, bliver køligere og køligere, får os klogeligt til at beholde jakkerne på.
Søren Kjær har lokket nøglen til penthouse-lejligheden ud af hotelmanageren, som han efterhånden er dus med. Den danske gæst har gennem et par år boet på hotellet en uge hver måned, når han er i byen for at passe sin hoved-forretning. Det drejer sig om det ambitiøse stock-fotobureau, Trunk Images, der sælger billeder til alverdens magasiner og reklamebureauer på vegne af godt 100 fotografer i den globale superliga – herunder Berlingske Tidendes egen Erik Refner, som Søren Kjær da også insisterede på skulle tage billeder til denne reportage.
»Vi kunne også have siddet nede i restauranten, men det her er da mere inspirerende, synes du ikke?« griner han, da vi læner os mod terrassens gelænder og kigger ud over metropolen.
Jo. Der er tilmed en næsten alt for tyk symbolik i at mødes i disse luftlag med en »serie-entreprenør«, som den 35-årige dansker kalder sig selv, der begyndte sin karriere i et lille kælderrum i det indre København, og som nu er på toppen og på tærsklen til et internationalt gennembrud. Det gennembrud kan for så vidt komme via Trunk. Firmaet vokser kraftigt for tiden. Men til ikke mindst Søren Kjærs egen overraskelse er en anden gren af hans vidtstrakte virke ved at overhale fotograferne inden om, og det er det, vi er her for at snakke om.
Det handler om noget så elementært som et skrivebord. Et skrivebord med et navn, der emmer af græssende køer under en blå himmel, sunde børn og rene hvide farver.
Navnet er »Milk«.
Få nye danske møbler har fået så megen international opmærksomhed i de senere år. Nike har købt seks eksemplarer til sin nye flag store i Los Angeles. Her skal det bruges i en udstilling af milliardkoncernens nye løbesko med indbygget teknologi, der kan transmittere data til din iPod. Det strømlinede bord bliver vurderet som et perfekt match til Nikes og Apples udtryk. I Frankrig vækker det tilsvarende opmærksomhed. En af de største franske banker lovede sine medarbejdere en belønning, hvis de nåede et godt resultat, og i stedet for champagne, bad de om at få »Milk«. Og det fik de.
Sådan har Søren Kjær mange andre små historier. Blot nogle få minutter, inden vi hilser på hinanden, har en helt ukendt MBA-studerende fra Kuwait sendt ham en e-mail og fortalt, at hun har brugt »Milk« i sit speciale. Mange i universitetsklassen »var helt vilde og har nu bestilt bordet,« skriver hun.
Det forunderlige er, at Søren Kjær ikke har brugt så meget som en krone på reklame. I marts i år sendte han ti e-mails til folk i sit globale netværk, som arbejder med trends og møbler, og vedhæftede et link til bordets eget website. Så gik han i seng. Næste dag lå der 120 henvendelser i indbakken, og et par af de store, internationale blogs for nye gadgets havde allerede omtalt bordet.
»Det lyder som den perfekte arbejdsstation… det er virkelig en beauty,« skrev en blogger fra Gadget Lab, der hører til hos et af USAs førende web-magasiner, Wired.
I løbet af 24 timer havde bordets hjemmeside haft forbløffende 37.000 besøgende.
»Jeg havde bestemt mig for at finde en ny form for markedsføring af bordet. Det skulle ikke bare være nummer 1001 i et fint katalog. Jeg ville lave et website, hvor man kunne få så meget at vide, at man blev i stand til at beslutte, om man ville købe det bord eller ej. Men vi nåede aldrig at tænke over, hvordan vi skulle sprede kendskabet til websitet. Det viste sig ikke at blive nødvendigt,« fortæller Søren Kjær.
Men det virkeligt forunderlige er, at han aldrig for alvor havde produktion i tankerne, da han en efterårsdag i 2005 trak de første streger til det, der skulle blive »Milk«.
»Jeg var træt af mit gamle, grå skrivebord og ville bare lave et nyt til mig selv. Det skulle være æstetisk korrekt og passe til min Mac. Jeg skulle nyde at sidde der timer hver eneste dag. Man bruger jo mere tid foran skrivebordet end med dem, man elsker,« som han siger.
Søren Kjær og en god ven, der er møbelsnedker, og som hjalp ham med at omdanne stregerne til virkelighed, så dog hurtigt større muligheder i det. Søren Kjær tog kontakt til virksomheden Linak, der laver elektroniske hæve- og sænkesøjler, og de var med på ideen. Derefter gik han i bogstaveligste forstand ind ad døren hos møbelfirmaet Holmris, og da han gik ud igen, var det med en aftale i lommen. Holmris brugte det næste års tid på at lave en prototype af bordet. Det stod færdigt efter nytår, og derefter er det gået stærkt. Nu sidder han så her, over 300.000 unikke hits på websitet senere, og fortæller, at han i teorien kunne pakke alle sine ting sammen og leve resten af sine dage af indtægterne fra »Milk«.
Men det vil han ikke. Det ville også være i direkte strid med den entreprenante og rastløse sjæl, der hele tiden synes at være på jagt efter livsglæde og frihed, hvilket i bund og grund også er blevet selve filosofien i »Milk« og alle hans andre gøremål.
Der kan synes langt til toppen, når man er en 22-årig, netop fratrådt militærnægter fra Svendborg, der ikke længere får SU, og hvis største fornøjelse er at følge med i det spirende salg af domænenavne på internettet. Især hvis man har lyst til at starte sin egen virksomhed og knap nok har råd til et lille kælderlokale. Men sådan så virkeligheden ud for Søren Kjær i 1994, da han ud i det blå åbnede landets første webbureau, In2media. Første år lød omsætning på 37.000 kroner.
»Det var ikke noget problem. Jeg var vant til at leve af billig fast food. Andre har formentlig set mig som helt vildt nørdet.«
Men tiden var med ham. Da web-bølgen for alvor begyndte at rulle, var In2media blandt dem, der red allerhøjest, og takket være firmaets lave omkostningsniveau overlevede det IT-boblens store brist ved årtusindskiftet. Ikke desto mindre nærmede Søren Kjær sig de 30 år, og han var i mere end en forstand ved at være mæt.
»Jeg begyndte vel at tage mit liv op til revision. Dengang vejede jeg 12 kilo mere, end jeg gør i dag. Min livsstil var alt andet end sund, alt handlede om firmaet, og det var jeg ikke tilfreds med,« indrømmer Søren Kjær, mens han slænger sig adræt og slank i loungestolen.
Han var derfor mere end modtagelig, da hans ven, jægersoldaten Nicolai Moltke-Leth, spurgte, om de ikke skulle køre rally sammen. Paris-Dakar, når det nu skulle være.
»Han spurgte mig, fordi han vidste, jeg er en ildsjæl. En iscenesætter. Når jeg sætter mig noget for, så gør jeg altid mit bedste for at fuldføre. Det kunne han bruge, og det var lige, hvad jeg havde brug for. Det var pissehårdt at træne sig op til det, men det er en af mine allerbedste beslutninger.«
I løbet af få måneder kom Søren Kjær i form, fik taget rallycertifikat og havde møder med 300 virksomheder om sponsor-kontrakter. Selvdisciplinen fulgte med i bilen til Afrika, hvor jægersoldaten og militærnægteren sluttede som nummer 25 af 119 fuldførende biler.
»Det var det største eventyr, man kan forestille sig. En aha-oplevelse. Nærmest meditativ. Jeg fik renset ud og bevist over for mig selv, at jeg kunne sætte mig helt nye mål og nå dem.«
Tilbage i Danmark var In2media nærmest »kørt på røven«, som han siger, fordi det ikke havde set sin chef i et halvt år. Men Søren Kjær fik det tilbage på skinner. I 2003 blev firmaet kåret som årets »Gazelle-virksomhed« for København af Børsen, han uddelegerede sine ansvarsområder, og i 2005 trak han sig helt ud af den daglige drift. Siden har han kun involveret sig på bestyrelsesmøder, og når den ny direktør spørger om råd. Beslutningen har tvunget ham til at skulle erkende, at hans afløsere faktisk gør det bedre, end han selv magtede. Denne gang er virksomheden nemlig vokset i hans fravær.
»Det er lidt af en øjenåbner. Men jeg har aldrig og kommer næppe nogensinde til at træffe en bedre beslutning i min professionelle karriere. Jeg turde at give slip. På mit eget barn, om man så må sige, og jeg følte det som om at blive ramt af en eksplosion af lettelse og frihed. I den tid lærte jeg virkelig at mærke efter, hvad der gør mig glad, og hvis det er nødvendigt at bryde mønstrene for at opfylde det, så er det bare med at gøre det. Jeg har jo også erfaret, at det er hver gang, jeg slipper vanerne, at jeg bliver allermest inspireret til at kaste mig ud i noget nyt. Det er i den tilstand, ideerne vælter op i mig.«
Her er nogle af dem: Siden kursskiftet i In2media er Søren Kjær blevet gift, har fået en datter og købt en ny lejlighed på Christianshavn, fordi han og hustruen i virkeligheden ikke brød sig om at være husejere i Hellerup.
»Der var hele tiden noget med huset eller haven, der skulle ordnes. Vi var ved at gå til i pligter og mangel på glæde.«
I stedet har han så sat sig for at lave alt i lejligheden selv – ikke bare indretningen, men også mange af møblerne.
I fjor var han med til at stifte Trunk Images, og sideløbende er han medstifter og sidder i bestyrelsen for casting-bureauet Castit, ligesom han udfører godgørende arbejde for at øge opmærksomheden om FNs 2015-mål i kampen mod fattigdom. Det sker sammen med med Danida og FNs udviklingsorganisation, UNDP, og har bl.a. udmøntet sig i projektet »Rally med Mening«. I den forbindelse kørte Søren Kjær endnu et rally, denne gang i Østafrika.
Og så var der ideen til »Milk«.
Flere gange i samtalen på toppen af East Village vender Søren Kjær tilbage til spørgsmålet om, hvordan den idé opstod. Hvor han til at begynde med søgte svaret i sit gamle, kedelige skrivebord, finder han lidt efter lidt frem til en mere fyldestgørende forklaring: »Jeg ved det jo godt,« siger han på et tidspunkt: »Jeg fik idéen, fordi jeg sagde farvel til noget andet og skabte plads til at tænke igen, og den filosofi skulle også meget gerne afspejle sig i bordet.«
»Milk« indbyder til at lege med formerne, at vælge noget til og andet fra, og hele tiden bevare muligheden for at lave alt om. Lige nu kan det f.eks. fås med et akvarium som tilbygningsmodul, en højttaler, en lille fladskærm og en dock til iPhone er på tegnebrættet.
»Der er for så vidt ingen grænser, og det er det, jeg kan lide ved bordet. Jeg har sat rammerne, og så er det op til brugerne selv at fylde dem ud.«
Som en følge af den tankegang har Søren Kjær allerede sluppet tøjlerne i forhold til »Milk«. Bordet lever sit eget liv. Hans fuldtidsjob er derimod Trunk Images, og udviklingsmulighederne på den front ligger her i USA. »Det nytter ikke at hive firmaet til Danmark. Der sker jo ingenting i forhold til det marked, vi henvender os til. Endnu et valg er truffet. Men han agter med tiden at genoptage syslerne med »Milk«. Om ikke andet så som en »aftenhobby«, og ideerne står allerede i kø.
»Jeg ser nogle store muligheder i co-branding. Det kunne være nye låger i Paul Smith-design eller Aston Martin-læder i bunden af boksene. Drømmen er selvfølgelig, at Steve Jobs fra Apple ringer en dag og vil sælge bordet på Apple Store. Det vil give en unik volumen på produktet og åbne for helt nye innovative veje at gå i forhold til samarbejder med verdens førende brands.«
Når man sidder her i aftenrøden på toppen af hotellet i selskab med en multi-entreprenør som »Mr. Soren«, som de nydelige unge piger kalder ham i receptionen, og drikker – nej, ikke mælk – men vand, så lyder det jo ikke engang svært.